Jordomrejse 2011: Så så man lige verdens største saltørken..nøj den var stor og hvid!

Hej allesammen

Så er vi kommet til Chile - at last!! Det var spændende at se og opleve Bolivia, men puha hvor vi også glædede os til at komme væk derfra og ned fra højderne.

Efter nogle dage i Sucre var det tid til at komme videre. Vi havde læst at der var ca. 3 timers kørsel til Potosi, som var vores næste stop - vi tog afsted om aftenen og det skulle vise sig at blive 3 timers helvede - i hvert fald for Anne. Bussen var - på trods af at vi havde valgt den bedste bus - i rigtig dårlig stand og man kunne høre hvordan delene nærmest var ved at gå fra hinanden. Ud over dette var buschauføren lettere sindsyg og kørte alt hvad bussen kunne holde. Vejen til Potosi var gennem et bjergpas med mange sving osv. og han sænkede stort set ikke farten i svingene...ret ækelt og Anne var ved at dø af skræk, mens Mark bare sad og lyttede til spansk på hans Ipod. Typisk:) Mens vi sad ved terminalen i Sucre grinte vi ret meget over deres bagagesystem. Vores selskab benyttede sig af den traditionelle krog i snor - hejse ned metoden, mens andre selskaber benyttede sig af sliske-metoden. Denne var måske hurtigere, men i den tid vi kiggede gik 2 sække med bønner i stykker (hvilket betød at der røg bønner ud over det hele) og én rullekuffert gik i stykker...men det lod de ikke til at tage så tungt.
Da vi endelig ankom til Potosi var Anne rigtig glad for at komme ud af bussen. Vi blev mødt af en bidende kulde, som man nu kan forvente i verdens højeste beliggende by (4070 meter) Vi fandt en snaksagelig taximand der kørte os til vores hostel, hvor vi skulle bo i 2 nætter. Heldigvis var der radiator - der virkede, i vores værelse. Da det var blevet aften skyndte vi os bare ud og spise, hvor vi fandt en kold, men god restaurant - der havde verdens yngste og mindste tjener..han var nok 10 år, men klarede det ret godt.
På trods af kulden, var Potosi en hyggelig lille by, med mange flotte hvide huse og kirker i byens centrum. Byen er også på UNESCO listen. De mange flotte bygninger findes på grund af byens sølvmine industri. Potosi var tidligere større og rigere end London, Paris osv. på den tid, da de udvandt en masse sølv. Idag er der stadig mange små private miner, som er ejet af hver deres bolivianer. I dag udvindes der mest mineraler. Den helt store turistattraktion er at komme ned i en af minerne - som stadig er aktive. Da vi begge er lettere klaustofobiske, har vores liv kært og i øvrigt ikke stoler på boliviansk sikkerhed..valgte vi at se en dokumentarfilm om minerne og børnearbejerne i stedet. Dette var ret interessant at se men samtidigt også skræmmende at det findes.

Næste morgen havde vi booket en bus ud af Potosi og videre til Uyuni som skulle tage ca. 6 timer, og være en "Marguerite rute" eller scenic drive ifølge vores "gode" Lonely Planet. Dette skulle vise sig at blive 6+ timer i helvede!! Vi var blevet lovet et bedre selskab - men det viste sig at være en bus som de lokale brugte som Cargo-transport. Dvs. at alle ombord havde enten en palle cola, kæmpe poser med ost eller andet mad der skulle sælges på markedet eller lign. Ikke nok med denne indelukkede stank af mad, lugtede det også en del af bolivianer...vi har set fra gårsdagens film at bolivianere kun går i etagebad om søndagen..så I kan vel nok forestille jer hvordan sådan én lugter :). Derudover kom vi til at sidde bag de seje drenge, som absolut skulle have deres sæder helt tilbage. Vores virkede selvfælgelig ikke, så vi havde minus plads og kunne sidde og kigge ned i deres hovedbund - bogstaveligt talt. Derudover blev chauførren ved med at samle mennesker op langs vejen, på trods af at der ikke var flere sæder ledige. Dette betød at folk nu også stod op i midtergangen med alt deres lort - og ved siden af Mark stod en mand som absolut skulle stå så Mark fik hans albue i øjet når bussen accelererede. Sidst men ikke mindst kunne vi ikke åbne vores vindue, hvilket betød at al lugten og varmen kunne ikke undslippe. Fantastisk tur!!

Vi ankom lettere udmattede til Uyuni og vores forbookede hostel - som absolut ikke er noget at skrive hjem om. Internettet i byen var desuden også nærmest "ikke eksisterende" på trods af de mange små internetcafeer. Men vi fik i det mindste booket 3 dages tur med 4x4 gennem Salar de Uyuni og området imod Chile og San Pedro de Atecama.

Næste morgen stod vi op og fik en god morgenmad inden vi skulle afsted. Vi fik også stemplet vores pas, så vi ikke behøvede at gøre det senere ved grænsen til Chile.

Vi rejste med et selskab der hed Estrella del Sur, som var anbefalet af Lonely Planet og på nettet. Bilen så også ganske ny ud og chaufføren kørte også pænt og drak ikke - men tyggede en masse coca-blade.
Vi sad 6 personer i bilen + Figo vores spansktalende chauffør. Det var os, 2 engelske gutter på vores alder og et par fra hhv. Equador og Tyskland.

Første stop var en togkirkegård som ikke var vildt facinerende. Derefter gik turen videre mod saltørkenen, hvor vi tog en masse sjove billeder. Til frokost lavede Figo quina (slags bulgur) med oksefillet og tomatsalat. Vi spiste ud af bagsmækken på bilen ved et museum lavet af salt.
Vi kørte videre, tog en masse flere billeder og fik en fornemmelse af hvor stor saltørkenen egentlig var. Vi stoppede bl.a. på en forhistorisk vulkanø, hvor man havde et godt udsyn over det hele + kunne se nogle store kaktusser. Den største var 12, 03 meter.

Hen på aftenen ankom vi til vores salthotel, hvor vi skulle overnatte. Det var virkelig et salthotel, da hele bygningen var af saltblokke og borde, stole, senge, gulv og lamper var også lavet af salt. Inden aftensmaden købte vi os ind i køen til hotellets eneste varme bad. Det var også et godt bad..så det hele værd. Om aftenen spiste vi sammen med gruppen og hyggede med lidt vin inden generatoren og lyset blev slukket.
Næste morgen skulle vi op til morgenmad kl. 7 - der var kage og Barbiejuice til morgenmad - ikke videre godt for vores små maver. Hele dagen kørte vi i et andet ørkenlandskab ad nærmest ikke eksisterende bumpede veje. Vi så en masse bjerge, aktive vulkaner, bjergsøer med flamingoer, lamaer og alpachaer i massevis og stoppede undervejs for at tage billeder i den bidende kulde. Frokosten blev da også indtaget INDE i bilen, da der var en iskold vind.

Vores overnatning i nat skulle være mere Basic - hvilket også var tilfældet. Hvor vi sidst havde et privat dobbeltværelse skulle vi nu sove i dorm alle 6 mennesker. Hotellet var nærmest bare et skur, med bliktag, sovesale og 2 stinkende toiletter til ca. 30 personer. Der var absolut intet at lave ud over at fryse og snakke rundt om en lille brændeovn. Da der ikke var mere brænde gik folk automatisk i seng, på trods af at klokken kun var 20.30. men vi skulle selvfølgelig også tidligt op så vi kunne se solopgangen næste morgen. Vi gik til køjs med ALT tøjet på inkl uldent undertøj, uldsokker og hue i vores soveposer under alpachatæppe - og alligevel frøs vi og fik ikke sovet meget den nat.

OVERSKYET og snestorm var synet vi stod op til kl 4.30. Svært at holde modet oppe da vi ikke have sovet og det var mega koldt. Vi skyndte os at spise og pakke og komme ind i bilen. Det blev ikke til meget solopgang ved geyserne. Istedet overvejede guiderne/chaufførene nu at vende om og køre mod Uyuni som var helt forkert for vores planer - da de ikke mente at vi kunne komme over grænsen til Chile pga. sneen. heldigvis bestemte de sig for at prøve og kort tid efter klarede det også op. Vi var ellers ved at blive ret negative over at vores planer endnu engang skulle gå i stykker.
Undervejs til grænsen stoppede vi ved nogle geysere og en varm kilde hvor man kunne bade - det var dog ikke lige det vi havde lyst til i den bidende kulde.

Nu er vi endelig ankommet til Chile og bor i byen San Pedro de Atecama som ligger i ca. 2700meters højde - som for os er en kæmpe omvæltning - nu kan vi faktisk trække vejret igen og det er også varmere. Dejligt! Vi skal bo her i 2 nætter da vi først kunne få busbillet til vores næste stop i byen Valpaiso om to dage. Vi bor på et lidt ækelt hippie hostel, så vi har været ude i byen for at finde noget andet til i morgen..der er varmt vand og det er rent...det glæder vi os til!!

Alt for nu..vi savner jer!

Kærligst Mark og Anne